Anne, Sanne & Lis

En drøm går i opfyldelse for tusinder af danskere, når Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen tager på turné sammen i foråret 2019. Du kan opleve dem d. 25. maj 2019 i Sparekassen Fyn Arena.

Jo, den er god nok! Det som de færreste turde tro på, endsige drømme om, bliver foldet ud til smuk virkelighed i foråret 2019, når tre af de største kvinder i dansk pop- og rockmusik finder sammen igen og tager ud for at møde publikum.

Det har aldrig skortet på tilbud til de tre kvinder, og lysten har de også haft, men deres kalendere har ikke altid været i sync. Der har konstant været bud efter dem hver især, og da ingen af dem ønsker at skuffe deres store og trofaste publikum, har det været svært at få enderne til at mødes. Nu har de så gjort en stor og aktiv indsats for, at det skal lykkes, og til maj 2019 drager Anne Linnet, Sanne Salomonsen og Lis Sørensen sammen ud på en turné.

Anne Linnet. Sanne Salomonsen. Lis Sørensen. Man behøver ikke engang at sige navnene, før billeder og musik kommer frem for ens indre. Så tydeligt har de skrevet sig ind i vores kollektive bevidsthed. Når de går på scenen i Aalborg, er det 38 år siden, de sidst optrådte sammen alle tre og små 40 år siden, de begyndte at spille sammen i Anne Linnet Band. Over to lp’er – Anne Linnet Band (1981) og Cha Cha Cha (1982) – og et væld af koncerter landet over blev de til hele landets ”Anne, Sanne og Lis”. Et begreb, et kvalitetsstempel og en treenighed, som dansk musik ikke havde hørt magen til. Hverken før eller siden.

Men allerede inden årene i starten af 1980’erne havde Anne Linnet og Lis Sørensen spillet sammen i Shit & Chanel, og senere har de spillet sammen – alle tre – på kryds og tværs i forskellige konstellationer, og de har ind imellem medvirket på hinandens soloplader.

Listen af hits signeret de tre kvinder – alene eller sammen – er alenlang, og tilsammen har Anne, Sanne og Lis udgivet mere end 75 regulære albums, hvortil kommer et hav af opsamlinger. De har således nok af materiale at vælge fra, når de skal finde repertoiret til de kommende koncerter, men de har allerede besluttet, at grundstammen bliver sange fra deres fælles tid i Anne Linnet Band. Derudover vil de naturligvis også spille sange fra deres respektive solokarrierer.

Få billetter

Spis før koncerten

Nyd en lækker 3 retters menu med husets hvid- & rødvin isvand med citrus & friskbrygget kaffe (Vin kan byttes til øl/sodavand)

Spisningen foregår i Odense Congress Center ved koncertstedet. Dørene til spisesalen åbner 17.30