Hanne Boel + speciel guest Poul Krebs

Glæd dig til en helt unik musikalsk oplevelse, når Hanne Boel, sammen med special guest Poul Krebs, besøger den store sal i ODEON den 6. oktober 2018. To af landets dygtigste sangere fortolker og giver nyt liv til hinandens materiale på en unik aften i smukke rammer.

 

En lyst til at forene kræfterne, blive inspireret og gå på opdagelse i hinandens musikalitet og udtryksmåde. Det var nogle af de tanker, der lå bag, da Hanne Boel besluttede sig for at invitere Poul Krebs med på scenen.  Lørdag den 6. februar spiller de to giganter – sammen og hver for sig – de største hits fra deres respektive bagkatalog. De to stærke personligheder med hvert sit unikke udtryk glæder sig til at dele ud af sig selv til hinanden og i forening skabe en hel særlig musikalsk oplevelse.

 

Hanne Boel og Poul Krebs fortæller med egne ord om deres musikalske samarbejde:

 

”Poul og jeg kan noget helt særligt sammen. Vi har en fælles musikalitet – en fælles intuition -, som gør, at vi nemt og helt naturligt flyder ind i hinandens sange. Det giver mod til at slippe sig løs, og på den måde kan vi give hinandens sange nye twists. Poul er en af landets dygtigste sangskrivere både når det kommer til tekst og musik – derfor glæder jeg mig til at dele scene med ham og mærke, hvordan vi sammen kan skabe noget unikt ved at forene kræfterne”, fortæller Hanne Boel. 

 

”Jeg har stor respekt for Hanne. Alt hvad hun har rørt ved gennem årene, har hun gjort ekstremt smagfuldt, og jeg har et varmt hjerte for den måde, hun udtrykker sig på. Derfor blev jeg også meget glad, da Hanne ringede. Jeg elsker nye musikalske samarbejder, og jeg tror, vi begge kan lære nyt. Publikum kan se frem til en særlig oplevelse, hvor vi kan noget nyt sammen, der kan stå stærkt og unikt. Det er en sjov konstellation, og jeg tror, at mine fans vil elske at komme til Hannes koncerter – og omvendt”, siger Poul Krebs.

 

Hanne Boel gentager sin succes fra foråret 2017, hvor hun besøgte koncertsale landet over med et akustisk setup bestående af sine faste makkere – guitaristerne Jens Runge og Jacob Funch – tilsat strygerkvartet, percussion og keyboard. Det er også dette band, der vil danne fundamentet for koncerten i ODEON, hvor Hanne Boel kombinerer eget bagkatalog med personlige og karakterfulde fortolkninger af sange, som står hendes hjerte nær. Som gæst indgår Poul Krebs i denne Hanne Boel’ske setting, der vil skabe en ny ramme om hans sange.

 

Publikum får plads til at fordybe sig i sangenes tekster, når de to musikere fortolker hits og dykker ned i hinandens bagkatalog. De to stærke, særegne stemmer supplerer hinanden smukt – både når de synger hver for sig, i kor og når de synger hver sit vers.  

 

Hør en lille teaser på hvad du kan opleve her!

 

Rigtig go’ fornøjelse!