Queen Machine & Bryan Adams Tribute

Den 30. august er der tribute-bands fra aller, allerøverste hylde i Den Fynske Landsby. Queen Machine og Bryan Adams Tribute giver dobbeltkoncert mellem bøgetræerne og garanterer en aften ud over det sædvanlige.

Queen Machine
Med We are the Champions, We Will Rock You, Somebody to Love, Bohemian Rhapsody, I Want To Break Free, A Kind Of Magic, Don’t Stop Me Now og utallige andre klassikere præsenterer Queen Machine originalbandets største hits med respekt og omhu.

Til koncerten kan du opleve Queen Machine gå på scenen med et helt nyt show, der musikalsk og visuelt er fornyet, forbedret og forstærket for at give publikum en endnu mere storslået koncertoplevelse – en episk koncert helt i Queens ånd.

Listen af Queen-hits virker uendelig lang, og mange sange er selvskrevne på enhver sætliste til et Queen-show. Alligevel har Queen Machine formået at skabe deres eget univers omkring Queens musik. Et univers, hvor der er plads til at overraske og forny tilgangen til showet – med stor kærlighed og respekt for originalen.

Bryan Adams Tribute
Bryan Adams Tribute betegnes som et af de bedste og mest autentiske tribute-shows der findes, ikke kun i Danmark men også i udlandet, hvor de 5 nordjyske musikere for alvor fik fat i 2017-2018 med koncerter i både Schweiz, Belgien, Holland, Tyskland og Norge.

Når Bryan Adams Tribute kommer til Den Fynske Landsby for første gang nogensinde kan du forvente god stemning, et veloplagt publikum og et særdeles tændt band, der gengiver klassikere som Summer of 69, Cuts Like A Knife, Heaven, Run To You, Everything I Do og mange andre Adams-megahits.

Den danske Bryan alias Claus Hassing fuldender billedet af, at man lytter til originalen, og de der har hørt bandet før, ved at Bryan Adams Tribute er garant for et tribute show i høj klasse.

Queen Machine og Bryan Adams Tribute på én og samme sommeraften er en chance du ikke må snyde dig selv for – rigtig go’ fornøjelse!