Sanne – The Musical

BEMÆRK: FLERE DATOER

Musicalen om hele Danmarks Rockmama – med alle hendes største hits!

”Den Jeg Elsker”, ”Det’ Ikke Det Du Siger”, ”Woodoo”, ”Taxa”, ”Kærligheden Kalder” og mange, mange flere… Vi kender hendes sange – men kender vi mennesket bag? Kender vi det liv, der har formet Danmarks stærkeste rockstemme? Kender vi egentlig SANNE?

Nu kan du glæde dig til at opleve historien om hele Danmarks Rockmama som musical for første gang – selvfølgelig med mange af hendes udødelige hits. SANNE – THE MUSICAL kommer forbi ODEON i Odense med hele 6 forestillinger fra d. 12.-16. november 2019.

SANNE – THE MUSICAL er en rå, gribende og ikke mindst musikalsk historie om at overleve og elske i en verden, hvor der ikke er plads til kærlighed og sårbarhed. En varm historie om venskab og trofasthed – om at finde sin egen stemme – og bruge den!

Drømmen om frihed og musik
Sanne Salomonsen glæder sig til at opleve sit eget liv genfortalt på scenen. Hun udtaler:

Det er stort, det er spændende, det er skræmmende at skulle opleve sit eget liv som musical på scenen. Jeg glæder mig til at se, hvordan det kreative team og resten af holdet kommer til at gribe det hele an, og jeg glæder mig til musicallen og er selvfølgelig meget spændt på resultatet.

Hun husker, hvordan det hele startede: Med en ung pige i gummistøvler, der drømmer om frihed og musik. Pigen er fyldt med energi, hendes livsmod og musikalitet er gigantisk. Men hun møder en verden af mænd, der vil holde hende fast og en musikbranche, der ikke er vant til stærke kvinder.

I løbet af forestillingen møder vi den oprørske Sanne, der flytter hjemmefra for at synge og spille teater. Stjerneskuddet Sanne Salomonsen, der topper 80´ernes hitlister og ofrer alt for musikken. Musical-stjernen Sanne, Sanne fra Sneakers og Anne Linnet Band. Sanne, der møder misbrug og manipulation. Sanne, der står alene i verden. Sanne, der må kæmpe for at forsørge sin søn. Sanne, der må finde skjulte kræfter i sig selv og finde en måde at forvandle misbrug til kærlighed, gift til medicin og nederlag til musik.

Vi møder alle dem, der har sat deres præg på Sannes liv og karriere: modstanderne og medspillerne. Musikproducenterne, elskerne og ægtemændene. Kollegerne, korsangerne, musikerne. Anne, Sanne, Lis, Morten, den store kærlighed Mats, far og mor – og ikke mindst hendes søn Victor Ray.

Det bliver det unge skuespiltalent Andrea Heick Gadeberg, musical-skuespiller Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen og den erfarne sangerinde Gry Trampedach, der skal portrættere vores allesammens Sanne i tre forskellige aldre.

Hele Danmarks Rockmama
Sanne Salomonsen er en af de mest populære danske sangere nogensinde. Siden begyndelsen af 70’erne har hun sat sit præg på den danske musikscene – og hun har toppet hitlisterne lige siden. Det var især som en del af grupperne Sneakers og Anne Linnet Band, at Sanne virkelig blev etableret som en af de mest toneangivende danske musikere. Netop nu kan Sanne opleves i power-trioen Anne, Sanne & Lis – tre af de mest markante kvinder i dansk pop- og rockmusik, der turnerer med de største hits.

SANNE – THE MUSICAL er udviklet og produceret af Langkjær Entertainment og Live Nation, der i fællesskab har stået bag en række af de senere års store danske musicalhits, bla. We Will Rock You, Midt om Natten, Kærlighed ved Første Hik! og Terkel – The Motherfårking Musical.

Præsenteres af:
Langkjær Entertainment, Live Nation og Live Culture præsenterer forestillingen SANNE – THE MUSICAL.

 

Måske er du også interesseret i