Magasinet i Brandts Passage, der ligger midt i Odense, har været en fast base i mange år og hjemsted for utallige koncerter.
På Magasinets lille scene har der stået mange store bands gennem årene, fra TV-2 – der i mange år spillede startkoncert til deres Danmarks-turné her – over Nephew til Niels Lan Doky og Lisa Nilsson.
Magasinet har ikke kun dannet rammen omkring fantastiske koncerter – høj og intens latter har også fyldt huset når danske komikere indtager scenen. Andreas Bo, Krysters Kartel og Casper og Frank har alle gæstet scenen i 2012, mens der af tidligere komiske indslag kan nævnes Anders Matthesen.
Koncerthuset skaber en intim stemning, hvor du kommer helt tæt på kunstneren samtidig med, at du nyder et af byens bedste musikanlæg.
Magasinet ligger i hjertet af Odense by – kun to minutter fra banegården i Odense og ti minutter fra motorvejen.