Midt i Den Fynske Landsby befinder der sig en amfiscene med plads til et par tusinde gæster.
Den intime friluftscene skaber den perfekte ramme til festlige koncerter, som tusinde mennesker hvert år nyder sammen.

Koncerterne foregår udendørs. Amfipladsen er en naturplads med sin egen charme og skævheder. Stole må – og kan ikke medbringes, siddepladserne er selve amfipladserne. Når der er udsolgt, vil det ofte kun være muligt at sidde på tribunen eller i ydersiderne. Tribunen er åben for alle, når den ikke er booket til selskaber/grupper.

Vi har afholdt koncerter i Den Fynske Landsby siden 1992 – både med populære, folkelige navne som Kim Larsen, Tina Dickow og Lars Lilholt, men også store internationale navne som Bryan Ferry, Tracy Chapman og Tom Jones har lagt vejen forbi den intime scene. 
I 2011 gav Bob Dylan intimkoncert til 2.200 heldige fans, også den georgiske sangerinde med den skønne stemme, Katie Melua, har stået på friluftsscenen i Den Fynske Landsby.

Mad og drikke:
Du behøver ikke (og må ikke) medbringe egne drikkevarer og mad. Tapasbox kan forudbestilles og der vil altid være én food truck i koncertområdet, hvor du kan stille den lette sult. Der er tre barer + Danmarks bedste kaffebar. Du kan købe alt fra sodavand, iskaffe, te, fadøl (naturligvis Albani), drinks, specialøl, shots, vin og vand mm.

Transport:
Den Fynske Landsby ligger blot ti minutter fra både banegården i Odense og motorvejen.
Der er gratis parkering tæt ved Landsbyen, dog ikke nok til alle. Vi opfordrer alle til at bruge offentlig transport eller hoppe op på jernhesten. Find ruter på www.odenserundt.dk og busplanen via Fynbus på www.rejseplanen.dk

Dårlig gående, handicap eller anden funktionsnedsættelse:
Bare rolig. Vi har et fint podie hvor der er plads og godt udsyn, uden du skal ned i ”gryden” ved amfipladserne. Har du en ledsager, kan du ved bestilling af handicapbillet samtidig bestille ledsagerbillet. Din ledsager kommer gratis med, hvis I har købt handicapbillet via Ticketmasters servicecenter på tlf. 38 48 16 33

Find svar på stillede spørgsmål via FAQ.

Regler for publikum

  • Det er ikke tilladt at medbringe mad og drikke. Det er muligt at forudbestille tapas. Der vil også være én food truck i Landsbyen med lækker nem street food.
  • Det er ikke tilladt at medbringe paraplyer, stole og andre lignende genstande.
  • Det er ikke tilladt at medbringe professionelt optageudstyr, hverken til lyd eller billede. Du må gerne bruge din smartphone til at lave billeder og video. Husk at tage hensyn til de andre gæster i Landsbyen. Du må også gerne dele dine oplevelser med #LandsbyenOdense #LandsbyLove og tagge os @LandsbyenOdense
  • Det er ikke tilladt at medbringe dyr. Dog er førerhunde velkomne.
  • Det er naturligvis ikke tilladt at medbringe genstande eller andet, der strider mod lovgivningen.